Klovnevideo med Klovnen Tapé fra Store Latterdag på YouTube

Så kom der en ny klovnevideo på min YouTube kanal. Videoen er et interview blandet med klip fra min forestilling. Videoen er produceret af Ian Isak . Den blev optaget sidste år på Store Latterdag på Horsens Byskole, hvor jeg sammen med syv af mine bedste kollegaer lavede en hel dag med underholdning for hele skolen.

Se mine øvrige YouTube-videoer her

Læs mere om Ian Isak her

Læs mere om Store Latterdag her

European Juggling Convention 2013

Jonglering er ikke blot en vigtig del af mit arbejde som artist, men det er faktisk også en hobby, som jeg har nydt at dyrke siden, jeg var 15 år gammel. Jeg er ikke alene om glæden ved at kaste ting op i luften. Hvert år i juli/august måned afholdes den Europæiske Jonglørkongress (EJC). Her samles tusindvis af glade jonglører og bruger 9 dage på at træne, udveksle erfaringer, tage på workshops, se shows og holde en kæmpe stor fest. Festivallen har eksisteret siden 1978 og er den største af sin slags (deltagerrekord i 2011 i München 7200 personer!) I år var sjette gang jeg deltog i festivallen og helt sikkert ikke den sidste, for stemningen er ekstrem vanedannende. Årets festival blev afholdt i Toulouse i Sydfrankrig og det betød VARME! (Det er helt utroligt, hvad ens krop kan, når man har trænet i timevis i en glohed gymnastiksal.)

Toulouse 2013

Den Europæiske Jonglørfestival EJC i Toulouse, Frankrig 2013

På festivallen møder man den klassiske jonglering med bolde, ringe, kegler og lign. Men på EJC er begrebet jonglering MEGET bredt, og festivallen bliver også besøgt af ild-artister, akrobater, kendamafolk, monocyklister, klovne og meget mere.

Forestillingerne er festivalens højdepunkt. Hver dag er der shows med nogle af verdens bedste jonglører og cirkusartister. Nye og gamle talenter, Det er en stor overdosis af inspiration. Næste år går turen til Millstreet i Irland, og jeg har selvfølgelig sat kryds i kalenderen og ser frem til endnu engang at mødes med alle de herlige jonglør-nørder fra hele verden.

 

Læs mere om EJA – Organisationen bag festivallen http://www.eja.net/
Næste års festival http://www.ejc2014.org/
Tagged , ,

Tapé optræder med klovnerier i kirken

klovn spiller klokkespil

Klovnen Tapé spiller klokkespil under børnegudstjenesten palmesøndag 2012

Jeg har netop uploaded et lille sammenklip af en forestilling, som jeg lavede sidste år for Kirke Saaby Kirke. Det er en ti år gammel tradition, at Klovnen Tapé spiller klokkespil i kirken palmesøndag og efterfølgende laver klovnerier i Den Gamle Skole overfor kirken.

Når man arbejder freelance som klovn i Danmark, er det ofte skoler, biblioteker, institutioner og foreninger, som hyrer en klovn, men gennem de 22 år jeg har arbejdet som klovn, har jeg lavet utrolig mange forestillinger i kirker og sognegårde. Kirken har jo mange sociale arrangementer som f.eks. fastelavnsfester, “gud og spaghetti”-arran-gementer, dåbsjubilæum m.m.

Publikummet til disse forestillinger er både børn og voksne, og det er sjovt med den store aldersspredning for det giver mulighed for, at humoren kan køre på flere niveauer samtidig. Derudover kan sognearrangementerne virkelig trække mange mennesker til, og det er jo bestemt en fordel med et stort publikum.
Der er ind imellem lidt udfordringer med at optræde i kirkeregi, da det jo ikke er alle sogne, som har en sognegård. Derfor må jeg sommetider optræde i selve kirkerummet. Gamle kirker har ofte høje ryglæn på bænkene, hvilket gør, at det kan være svært for de mindste børn at se, og pladsen er jo tit begrænset. Men så må man jo improvisere lidt og tilpasse sig omgivelserne. Jeg tror, min succes med kirkerne skyldes, at den nonverbale form virker fint i kirkerummet, humoren er visuel og bliver ikke for plat eller grænseoverskridende. Da jeg startede med at lave kirkeforestillinger, oplevede jeg ind imellem, at publikum var meget stille. De var jo ligesom vant til, at kirken var et sted for fordybelse, ikke klapsalver. I dag bruges de fleste kirker også til arrangementer, koncerter og lign., hvor man deltager aktivt og klapper, og så er der altså også blevet plads til latter og komik.
Nedenfor kan du se klippet fra min forestilling i Kirke Saaby. Forestillingen blev afholdt i Den Gamle Skole overfor kirken.

Her kan du læse mere om mine Klovnerier i kirker og sognegårde.

208 års erfaring med børneunderholdning

Som klovn optræder jeg oftest alene. Det betyder selvfølgelig, at jeg bærer hele ansvaret for forestillingen. Min energi er forestillingens energi. Dette er en del af udfordringen ved at optræde solo og selvfølgelig også det, som gør det tiltrækkende. Som soloartist bestemmer du det hele og det er din gevinst, når det lykkes.

Sommerhus Jegindø

I et stort sommerhus på Jegindø mødes hvert år 7 artister til inspirationsophold.

Helt alene er jeg dog ikke i arbejdsprocessen. Hvert år i marts måned tager jeg på inspirations­ophold på Jegindø sammen med seks andre artister, som alle arbejder professionelt med børneunderholdning. Gennem fire intense dage viser vi vores forestillinger for hinanden. Vi kommenterer og giver feedback. Erfaringer er der nok af, da vi sammenlagt har arbejdet 208 år med børneunderholdning.

I år har vi set på en helt ny forestilling af Mogens “Mugge” Pedersen (Øglegøglerne), hvori der indgår et komisk svævenummer. Som opfølgning fra sidste år, så vi tryllekunstneren Steen Peganis tryllenummer med en fransk hotdog, og jeg viste mit eget nyudviklede tryllenummer, hvor en tilskuer låner mine arme til at trylle “på egen hånd”.

Tryllekunstneren Steen Pegani får feedback fra Tonny Trifolikom (Cirkus Mongo), David Skunk, Jørgen og søren fra Det flyvende Kuffertcirkus

Børneunderholdning er en alvorlig sag -Tryllekunstneren Steen Pegani får feedback fra Tonny Trifolikom (Cirkus Mongo), David Skunk, Jørgen S. Mortensen og Søren Visby fra Det flyvende Kuffertcirkus

Søren Visby (Det Flyvende Kuffertcirkus) viste sit cigarkasse-jongleringsnummer, som skulle times til musik og lydeffekter. David Skunk (Cirkus Skunk), Tonny Trifolikom (Cirkus Mongo) og undertegnede gav hver vores version af samme nummer. Dette viste sig at være en meget underholdende måde at arbejde på.

Der blev også tid til at udveksle ideer om andre sider af vores arbejde end det at optræde. Fælles for os alle er, at vi også underviser. Derfor viste Tonny Trifolikom, hvilke klovnenumre han bruger, når han arbejder med workshops for de helt små skolebørn. Jeg fik desuden mulighed for at vise et par kommunikationsøvelser, jeg ofte bruger som ‘ekstranummer’ til mit foredrag om kropssprog.

Tonny Trikolikom jonglerer med hatte

Tonny Trifolikom varmer op med lidt hattejonglering

Når man har arbejdet med det samme fag i mange år, er det vigtigt at man hele tiden sørge for at udvikle sig og lære nye ting. En klovneoptræden må aldrig blive rutine. Det er simpelthen ikke morsomt at se en klovn, som bare gentager det han eller hun har gjort de sidste 20 år. Årets møde med kollegaerne har givet mig en lang to-do-liste med nye ting som skal arbejdes på, afprøves og finpudses. Den faglige fordybelse giver inspiration og en øget arbejdslyst som jeg også tager med ud når jeg optræder. Så med forårets forhåbentlig snarlige komme, er jeg klar til at komme ud i landet og lave en masse sjove forestillinger.

Deltagerne

Læs mere om deltagerne på deres hjemmesider.

Mogens “Mugge” Pedersen Øglegøglerne

Søren Visby, Det Flyvende Kuffertcirkus

Jørgen Stendal Mortensen, Det Flyvende Kuffertcirkus

David Skunk, Cirkus Skunk

Tonny Trifolikom, Cirkus Mongo

Tryllekunstneren Steen Pegani

Henrik Rasmussen, Klovnen Tapé